Tradish spiller folkemusik torsdag 16. marts så englene synger (og danser).

Siden de blev dannet i 2009 , har Tradish optrådt på hundredvis af scener på tværs af Europa. Bandet har mødt og genset et publikum, der værdsætter den åbne og personlige tilgang til den traditionelle irske musik.

Som en del af den levende irske musiktradition, spiller Tradish sig ind i en spændende og livsbekræftende blanding af det gamle og det nye, fortid og nutid, med en stærk forankring og respekt for rødderne. Tradish er: John Pilkington (vokal, guitar, bouzouki), Louise Ring Vangsgaard (violin, viola , vokal) og Brian Woetmann (bodhrán, percussion mandolin vokal , step).

Det sidste album Handmade tales er en samling af 15 numre udført på håndlavede akustiske instrumenter – bygget af træ, strenge og gedeskind – 15 fortællinger med hver sin historie. Det er et destillat af bandets helt specielle lyd, hvor deres egne kompositioner tilføres den irske traditionelle musik.

Traditionel irsk musik har gennem de sidste 200 år vokset sig til et kraftfuldt træ med forgreninger, knopskud og spirer over hele verden. Nu er den et globalt fænomen, som står i fuldt flor.

I forbindelse med 3 turnéer til Grønland har bandet i øvrigt ladet sig inspirere af den grønlandske sangtradition. Sangen Nuilersup Qilaap Seequinersuata blev således en fast del af koncertrepertoiret og er at finde på Handmade tales.

Tradish har igennem de sidste 10 år rejst rundt med deres musik, og fortalt historier på hundredvis af scener på tværs af Europa.

Med udgivelsen af Handmade tales, fortsætter Tradish deres travle koncertkalender i ind og udland. Og nu kan de såmænd også høres på Toftebjerg i Them, nemlig Torsdag 16. marts kl. 19:30.
Billetsalg (100 kr. for medlemmer / 150 kr. for andre) på dette link.

Husk du inden koncerten kan spise i husets café.
Bordbestilling på 8722 1980 eller toftebjerg@silkeborgbib.dk

Bordbestilling pr. mail er først gældende når du har modtaget en bekræftelse.